Hvad er kropsterapi?

Ja hvad er kropsterapi for noget? Helt basalt er kropsterapi er en form for dybtgående alternativ behandling der går ud på at samle det der er skilt ad og skille det ad der har sat sig fast. Alle indtryk kommer op til hjernen gennem de fem sanser og har en indvirkning på os som biologiske organismer. Alle biologiske organismer har forsvar mod angreb udefra, om det så er opfattede eller reelle angreb.

Din hjerne kan ikke vide om en trussel er virkelig eller ej, den danner et billede ud fra de oplysninger den får fra dine sanser, og så sammenligner den den information med det du har oplevet tidligere. Hvis det der sker opfattes som en trussel, ja så er den normale reaktion enten at trække sig sammen, stikke af eller kæmpe imod. Din hjerne prøver hele tiden at passe på dig så godt den kan ud fra de strategier den har lært sig.

Hvis du oplever en fare nok gange (typisk i din barndom) så låser den måske kroppen helt fast. Det kunne for eksempel være at du mange gange blev vist eller fik at vide at du ikke var noget værd, så blokerer du for det sted hvor den smertefølelse gemmer sig, nemlig mave og især mellemgulv. Nu er du så blevet voksen, men du bærer stadig rundt på spændingen i mellemgulvet. Du kan derfor ikke trække vejret ordentligt og det gør det nærmest umuligt at slappe helt af. Den mangel på afslapning i systemet kan skabe problemer på mange planer. Spændingen i mellemgulvet kan for eksempel også gøre at hele forsiden ikke kan holde sig oppe, og at ryggen derfor må bære for meget, som så igen kan give hovedpine. Derfor er det ofte ikke der hvor symptomet er (hovedpinen) der skal behandles, men udspringet (mellemgulvet) og følelsen. Det er derfor rigtig vigtigt at få kigget hele kroppen igennem, og ikke kun der hvor din udfordring mærkes.

 

 

Hvad handler Kropsterapi om?:

 

Krop, følelser, tanker, ånd. Det hele har en indflydelse på hinanden. Når du oplever symptomer som:

  • hovedpine
  • stress
  • “tåge” i hovedet
  • knæproblemer
  • angst
  • ledsmerter
  • manglende glæde
  • uoplagthed
  • manglende energi
  • kæbespændinger

Så prøver dit system at fortælle dig noget igennem din krop. Kropsterapiens rolle er at hjælpe dig til at imødekomme den spænding eller anden problematik, du går med i kroppen. Måske skal du mærke en følelse der ligger nedenunder. Herefter kan du så trække vejret igen. Når vejrtrækningen er blevet fri, så kan du pludselig slappe af både i kroppen og i hovedet som sendte signalet til dine muskler og fik dem til at spænde. Det kræver tillid at overgive sådan en gammel spænding. Vi taler derfor ofte om at kropsterapeuten skaber et “rum”, og med det menes at jeg skal gøre det trygt for dig, så du tør møde alt det du bærer rundt på i kroppen, så det endelig kan slippe og du kan blive fri og tryg både i krop og hoved. Krop og hoved hænger sjovt nok sammen, og det handler om at blive fri og komme tættere på en balance. En kropsterapeutisk behandling giver en forløsende fornemmelse af frihed og plads, både i krop og i hovedet. Mange fortæller efter behandlingen, at svære beslutninger blev tydelige og nemmere at tage fordi der blev skabt ro og overblik.

Hvad er kropsterapiens historie kort fortalt?:

Der har alle dage været folk der har behandlet menneskets krop, så det med at sige hvor gammel kropsterapi er, er nok nærmest umuligt. I kinesisk medicin kaldes det “Tui Na”, hvilket kan groft oversættes til “træk og hiv”. Den kinesiske medicins forståelse af kroppen med 12 store energikanaler (som fejloversættes til meridianbaner), bruges også af de fleste danske kropsterapeuter. Man kan også sagtens kalde den fysiske del af Yoga for kropsterapi. I Vesten i moderne tid er ophavsmanden Wilhelm Reich og dennes elev, Alexander Lowen som udviklede bioenergetikken (en specifik form for kropsterapi). Wilhelm Reich var selv elev af Freud. Flere af Alexander Lowens bøger er oversat til Dansk og de kan klart anbefales hvis man vil dykke ned i alt det tekniske og forståelsen af hvordan krop og psyke hænger sammen.

Hvad er kropsterapiens historie i Danmark i korte træk:

Selvom Reich ganske kort boede i Danmark, må man tilskrive den danske del af kropsterapien til den senere grundlægger af Body SDS, Ole Hartung, som blev bedre kendt under navnet Ole Kåre Føli. Kropsterapi er således ikke en speciel dansk ting, men de former for kropsterapi der hovedsagligt er i Danmark bærer et specielt dansk præg. Fra Body SDS er der så udsprunget en del andre skoler, for eksempel ManuVision (som jeg er uddannet hos), Totum (udsprunget af ManuVision), Passusego og sikkert flere. Fælles for de danske skoler er at meget af arbejdet foregår på en briks, hvorimod Alexander Lowens bioenergetik for eksempel lægger meget vægt på at klienten selv laver bevægelser for at sætte den fastlåste kropsdel eller energi i bevægelse. Det kropsterapeutiske arbejde er i sær blevet offentligt kendt via cykelstjernen Bjarne Riis og flere store sangere og skuespilleres brug af det.

Hvad er kropsterapi godt til?:

  • Bearbejdning af traumer
  • Komme ud af Stress
  • Fysiske skader
  • Muskelsmerter
  • Ledsmerter
  • Iskias
  • Hold i nakken
  • Stive kropsdele
  • Selvindsigt
  • Migræne
  • Hovedpine
  • Fastlåst Energi
  • Fastlåste følelser
Hvad er kropsterapi mindre godt til?:
  • Hvis du bare vil have en massage
  • Hvis du gerne bare vil gemme dig oppe i hovedet

 

Hvis du vil vide mere om kropsterapi er du meget velkommen til at kigge videre her eller ringe på 42 56 78 95 eller skrive en mail for at få mere at vide.

Vi har kunder fra det meste af Sjælland herunder bl.a. København, Gentofte, Køge, Næstved, Hornbæk, Roskilde, Slagelse, Holbæk og Nordsjælland.